Trin 7: Informer og Involver
Skolens forskellige formidlingsindsatser handler både om at synliggøre jeres grønne arbejde og om at involvere andre og dermed både skabe opmærksomhed og baggrund for andres fremtidige grønne initiativer.
Hvordan er jeres planer og aktiviteter blevet udbredt og kommunikeret ud til omverdenen og hvem har I inddraget?
Indtænk, hvordan I bruger jeres viden, deler jeres mål, tanker og ideer og fejrer jeres opnåede resultater både internt på skolen og til en bredere gruppe af modtagere.
Hvordan gør I bedst opmærksom på jeres grønne budskab og deler jeres erfaringer? I kan tage forskellige midler i brug alt efter om målgruppen er andre klassetrin på skolen, forældre, lokalsamfundet eller beslutningstagere.
Deling af jeres grønne engagement kan foregå på mange forskellige måder og via mange forskellige medier og materialer.
Synliggørelse af skolens grønne arbejde kan både omfatte alt fra informationsmateriale, oplæg, artikler, læserbreve, plakater, film og animationer, happenings og opslag på sociale medier. I kan også fortælle den gode historie til lokalavisen.