Klimadag på Gentofte HF

Lav en årlig Klimadag på jeres gymnasium, hvor I sætter fokus på den grønne dagsorden, giver praktisk erfaring og styrker elevernes sociale relationer. Her kan du læse, hvordan Gentofte HF har gjort.
Klimadag på Gentofte HF

Hvad:

Gentofte HF laver årligt en Klimadag, hvor eleverne bliver blandet på tværs af klasser og årgange. Dagen starter efter frokost, hvor eleverne deltager i et værksted, hvor de kan blive klogere på et emne, der interesserer dem, og hvor de kan få praktisk erfaring – enten ved at skabe noget eller bruge teori i praksis.

Dagen er også med til at styrke de sociale relationer på skolen, både på tværs af eleverne, men også med lærerne. Eleverne skal på de forskellige værksteder undersøge mere, end de plejer. I fagene biologi og geografi går eleverne normalt også på opdagelse, men i værkstederne får de en opgave eller en gåde, som de skal løse i praksis enten med udgangspunkt i en undersøgelse og et produkt. For eksempel hedder et af værkstederne Flyfri studierejser, hvor eleverne skal undersøge, hvordan de kan gøre det, og hvilke konsekvenser det vil få.

Dagen er også en unik mulighed for at rykke lidt ved de unges adfærd, og den giver mulighed for at plante en bevidsthed eller viden, som gør at de unge kommer ud af klimaangst og magtesløshed. Værkstederne er en måde at vise, at alle kan gøre noget i det små, og lærerne oplever, at eleverne gennem det kreative og praktiske, begynder at stille kritiske spørgsmål, som giver en god dialog.

Hvem:

Klimadagen er planlagt i Miljørådet, hvor der sidder 4 lærere og 7 elever. Processen har været lærerstyret, men eleverne har kommet med input til dagen. For eksempel gav eleverne tydeligt udtryk for, at de ikke ville have flere foredrag, men at de i stedet skulle have hands on erfaring med noget. Det vil sige, at eleverne selv har været med til at planlægge, hvilke værksteder og aktiviteter, der skulle være.

Der er mødepligt til Klimadagen, og eleverne er blandet på tværs af klasser og årgange.

Hvordan:

Eleverne skulle melde sig til en workshop, hvor de skulle arbejde med et emne, som der interesserede dem. Der var 14 workshops at vælge i mellem:

Klimadag på Gentofte HF pep dit tøj op

 

  • Grøn mad, som ikke er dødkedelig
  • Make it last: Sylt din mad
  • Lær at sanke
  • Oksekød på menuen?
  • Bæredygtig bagedyst
  • CO2-lagring i fremtiden
  • Forunderlige flyfri studieture
  • Avocadoens rejse over verdenshavene
  • Grønne self-care produkter
  • Pep dit gamle tøj op
  • Biodiversitet og pandekager
  • Letters to the earth
  • Cirkulær økonomi
  • Løb og boldspil for regnskoven

Læs beskrivelserne af de enkelte i workshops i dette dokument

Eleverne skulle vælge tre værksteder i prioriteret rækkefølge, og det lykkedes at alle fik en af deres tre prioriteringer. En del af værkstederne blev kørt af lærerne på skolen, men der var også eksterne undervisere, som lavede nogle af dem. For eksempel Grøn Guide i Gentofte Kommune, Karen Stevnbak Andersen, Trine Krebs fra FOOD Organisation of Denmark, ingeniør og forsker Mette Fürstnow fra INEOS Energy og kulturvejledere fra Byens Hus i Gentofte.

Klimadag på Gentofte HF biodiversitet og pandekager

De to mest populære værksteder var Bæredygtig bagedyst og Biodiversitet og pandekager, som viser at eleverne gerne vil lære, men de vil også gerne hygge sig og have det sjovt. De elever, som ikke valgte nogle af værkstederne, skulle i stedet se dokumentarfilmen ’Kiss the ground’.

For at sætte mere fokus på teori var der også værksteder om Cirkulær økonomi og CO2-lagring i fremtiden, og til de elever, der har mest brug for at bruge kroppen, var der Løb og spil bold for regnskoven, hvor der blev sponsoreret 5 kroner per løbet kilometer.

Gode råd:

Det er vigtigt, at der er afsat lærerressourcer til at planlægge dagen, og at der er opbakning blandt kolleger og ledelsen.

Pas på med at planlægge for meget. Hellere starte i det mindre og så bygge på næste år. I kan også lave flere af den samme workshop i stedet for mange forskellige.

Det er vigtigt, at der et produkt ifm. værkstederne. Eleverne skal komme ud med noget, og de skal på banen. De kan godt få et kort oplæg eller en lille introduktion, men prøv at undgå for meget foredrag.

Vær sikker på om I har de praktiske faciliteter til de ting, I gerne vil. Kan det overhovedet lade sig gøre, med de lokaler og den plads I har?

Indtænk jeres nærmiljø. Hvordan kan I bruge kommunen eller det lokale erhvervsliv? De vil rigtig ofte gerne bidrage med materialer eller viden.

Grøn Skole temaer: Fødevarer, energi og transport

Fakta om Gentofte HF:

Gentofte HF har 450 elever med 16 klasser på to årgange. Skolen har været medlem af Grøn Skole siden 2019 og har fået det grønne flag fire gange.

Grøn Skole-arbejdet ligger primært i Miljøudvalget, hvor der sidder elevrepræsentanter og personale, som har timer til at arbejde med Grøn Skole.

Timerne dækker blandt andet at understøtte eleverne i planlægningen af Klimadagen, planlægning og afholdelse af møder i Miljørådet, indrapportering mv.

Kontakt
Miljøråd roskilde
På gymnasier over hele landet arbejdes der med forskellige bæredygtige indsatser. Her på siden deler vi nogle af de mange gode initiativer til inspiration for nye og gamle medlemmer.
Bøger i naturen_Inspiration og materialer
Grøn Skole tilbyder forskellige undervisningsmaterialer og undervisningsforløb, der er gratis for de tilmeldte skoler. Her linker vi også til samarbejdspartneres tilbud, som I kan få glæde af.
Grøn Skole
Grøn Skole for gymnasieskoler understøtter arbejdet med bæredygtighed på den enkelte skole og giver skolen en synlig grøn profil.